Connection & empati

Jeg har i den seneste tid følt en snert af frustration i min træning med Lucy.

Hun er altid PÅ PÅ PÅ og KLAR KLAR KLAR.

Men jeg følte ikke, at vi connectede i træningen.

Hun hørte ikke rigtigt efter, og selv om jeg fysisk kunne se hende, så kunne jeg ikke mærke hende.

Det føltes det som om, at hun var et skridt foran i træningen, og ikke gav sig tid i de enkelte øvelser.

Det er svært at forklare, men det var en følelse af manglende connection.

Jeg ønskede, at hun skulle slappe lidt af, og connecte med mig.

Efter træningen gik vi alle sammen en tur (Lucy, Effie, Noell, Uma og jeg), mens jeg funderede over, hvad jeg skulle gøre.

Hvordan kunne jeg få hende til at forstå...

 

Så slog det mig. Jeg skal ikke ændre hende. Det vigtigste jeg kan gøre er, at forstå hende. 

Det er ikke Lucy, som ikke connecter - det er mig. 

Jeg havde en klar træningsplan, og når hun ikke passede ind i den, så blev jeg frustrerede og kæmpede endnu endnu hårdere for, at få hende til at passe ind i min plan.

Jeg så ikke Lucy. Når jeg kiggede på hende, var det med et blik, som gerne ville have hende til at ændre sig. 

Jeg så ikke hende. Jeg elskede ikke virkeligheden. Jeg prøvede at ændre den og Lucy.

  

Når vi prøver at ændre virkeligheden - kæmpe imod den, så oplever vi frustration og stagnation.

Det er mig, som er frustreret. Det er mig, som frygter, at vi ikke når vores mål i fremtiden. 

Min første step er altså ikke at ændre hende.

 

Først må jeg være åben, acceptere og respektere hende og mine tanker om manglende connection.

Mit job er at forstå.

Som Leslie McDevitt også skriver så smukt i hendes nye bog:

"He is not choosing to ignore you. He can't listen to you."

 

Lad os se lidt på det: "He is not choosing to ignore you"

Når vi tror på denne sætning, så ser vi udelukkende situationen fra vores eget ego - vores eget perspektiv. JEG VIL HAVE, og når jeg ikke får, så tror jeg, at du kæmper imod mig (i dette tilfælde hunden, som kæmper imod mig).

Når vi istedet ser situationen fra hundens side, så ser vi, at den ikke kan lytte. Ikke fordi den ikke vil, men fordi den ikke kan. Hvorfor det er sådan, kan der være mange årsager til.

Måske den er stresset, måske den ikke forstå, hvad føreren ønsker, måske den er træt, måske den kun tænker på andre hunde eller måske noget helt sjette. 

 


I dag valgte jeg bevidst, at SE Lucy i træningen.

Se hende med et åbent hjerte, og være klar til at forstå, hvad hun viste mig. 

Jeg forblev tæt med hende, og det var som et mirakel. Frustration blev afløst af kærlighed og connection. 

Jeg oplevede, at hun var 100% til stede, fordi jeg gav hende lov til at være Lucy.

Jeg SÅ hende. og vi kunne connecte.

 

At forstå er vores fornemmeste job som hundefører og trænere.

Et andet eksempel kunne være hunde som gør.

Det handler ikke om, at få hunden til at holde op med at gø. Først og fremmest må vi forstå, hvorfor den gør. 

Det kan godt være, at det ikke giver nogle mening for os, at den gør, men det er ikke vores job at dømme om det giver mening eller ej.

Ligesom et lille barn, som har haft mareridt.

Mareridtet er meget virkeligt for hende, og det hjælper ikke, at vi ikke har empati for hende bare fordi, det ikke er virkeligt for os.

Først må vi forstå og vise vores forståelse. 

 

Empati

Nogle mennesker tror at empati betyder, at vi skal føle andres smerte. Men det er ikke muligt. Det som sker er, at vi projekterer hvordan vi tror andres smerte føles, og så reagerer vi på denne projektion. Denne form for empati er unødvendig for en medfølende handling. Faktisk kommer den i vejen.

Empati har ikke noget at gøre med en forestillet smerte.

Empati er frygtløs samhørighed og urokkelig kærlighed.

Det er, at være tilstede med det, som er.

1 kommentar

Så enkelt - og dog så svært....

Læs mere
Read less

Skriv en kommentar